Gode intentioner
Af Mariane Mide
“Hvad skal der dog blive af dig?” Nicolais mor stod i døren til det lille kammer med hænderne i siden, mens hun kiggede på sin grædende søn i sengen.
“Jeg … jeg ville jo bare hjælpe,” hikstede Nicolai og kiggede på sin mor efter trøst. Hun satte sig på kanten af sengen og aede ham over håret. Siden drengen lærte at gå, havde han villet hjælpe, hvor han kunne, og alt, han gjorde, var af et godt hjerte. Men det var ikke altid, at metoderne faldt i god jord.
“Du er ti år gammel og burde vide bedre. Selvfølgelig ville Nielsine ikke have hældt en hel sæk kul ind på gulvet.” Esther trak sig lidt væk, da Nicolai satte sig op og kiggede på hende med øjne, der var så røde som hans trøje.
“Hun sagde, at hun frøs og næsten ikke havde mere at fyre med. Desuden hældte jeg ikke. Min sæk gik i stykker.” Hans knyttede hænder rystede en smule, og Esther tog dem i sine. De havde endnu ikke fået varmen efter turen udenfor i decemberkulden, men drengen havde da lært lidt af sine tidligere skarnsstreger, og derfor ville han ikke sige, hvor han havde kullet fra. Lige nu var Nicolais far ude at se, om han kunne finde ejermanden. Pinlig over hele situationen med den tyvagtige søn. De andre i landsbyen var begyndt at tælle efter, da det var kommet dem for øre, at Peders knægt havde fyldt Nielsines stue med kul. De fleste grinede bare af det. Der var ingen skade sket for andre end Nielsine.
“Jeg ved, du gjorde det for at være en god dreng, og tanken var sød. Gud ved, at dette er tiden at være gavmild, men kunne du ikke have gjort det på en anden måde?” Han havde altid haft sin egen måde at gøre tingene på, og sidst havde det været at snige sig ind til naboen efter mælk og småkager. Han havde som tak efterladt en dukke lavet af strå og viklet et gammelt tørklæde om som kjole. Det hele var blevet taget med blandet tilfredshed. Opvasken, der var blevet efterladt, var ikke populær, men datteren havde været glad for det simple stykke legetøj.
“Hvordan ellers? Det skulle være en hemmelighed, at det var mig.” Nicolai var stoppet med at græde og kiggede på hende med et fast blik. Han ville ikke stoppe sine idéer om, hvordan han kunne hjælpe. Han ville bare vide, hvordan han kunne gøre det bedre.
“Du kunne have smidt det ned gennem skorstenen.” Esther havde bare mumlet det for sjov, men det var tydeligt, at Nicolai havde taget det mere seriøst. “Nej, Nicolai. Du skal ikke klatre op på folks tage!” Han kunne godt finde på det, og hans øjne var allerede fjerne. “Du falder ned og kommer til skade,” sagde Esther med en fastere stemme, der helst skulle tale ham fra enhver idé, der var dukket op i kølvandet på hendes kommentar.
“Hvis jeg kunne flyve, ville det ikke være farligt,” sagde Nicolai stædigt.
“Men det kan du ikke,” skyndte hun sig at minde ham om. Hans hænder slappede af ved den indsigt. Han virkede ikke overbevist og hoppede ud af sengen for at kigge ud ad et vindue. Der var ikke noget at se derude. Det var ikke sent, men midvinter havde kun været nogle få dage siden. Deres stilhed blev afbrudt af bjælder, da en kane gled forbi i sneen.
“Men det er mørkt, og ingen ville kunne se, hvis jeg faktisk fløj.” Han vendte sig mod moren, der rystede på hovedet.
“Om sommeren er der altid lidt lyst. Der kunne du blive set.” Hun prøvede at prikke huller i hans umulige idé. Nicolai løftede en finger, som han havde set præsten gøre alle de gange, der havde været et vigtigt budskab.
“Men om vinteren er der meget mørkt i mange timer. Måske kunne jeg nå hele verden rundt.” Hans iver var hjertevarmende, men Esther var nødt til at hive ham ud af drømmen, inden det greb om sig. “Jeg vil have en kane med, så jeg kan flytte alle de ting, folk skal have.” Han hoppede op på sengen igen med en iver, der fik stearinlyset til at blafre i stagen.
“Og kan den også flyve?” spurgte Esther med et lille smil. Nicolais tungespids stak en smule ud af munden, mens han koncentrerede sig om at finde svaret.
“Nej,” sagde han hemmelighedsfuldt og smilede, som han altid gjorde, når han havde nogle lidt for gode idéer. “Men det kan hestene,” udbrød han, som om det var en reel løsning på alle problemerne. Esther prøvede at minde ham om, at heste heller ikke kunne flyve, men det lod ikke til at slå ham ud.
“Måske er det slet ikke heste alligevel så.” Han svarede en smule fornærmet uden at komme nærmere ind på, hvad der så skulle trække kanen. Så tumlede han lidt rastløst hen over sengen til sin mor og skulle til at forklare nærmere, da en bevægelse fik dem til at kigge mod døren.
“Er der snart mad?” Peders hårde stemme trak både Nicolai og Esther ud af den lille drøm. Han var rød i hovedet, men inden Esther kunne svare sin mand og dæmpe hans temperament, forsøgte Nicolai at hive endnu en person ind i drømmen.
“Far, jeg vil have en flyvende kane!” Nicolai kiggede på sin far, der med et enkelt blik tog smilet fra drengen. Han var ikke glad for drengens entusiasme, medmindre det handlede om at luge roerne, men den entusiasme havde han endnu ikke oplevet.
“Du vil stoppe med at lave unoder, vil du,” svarede han hårdt, vendte sig væk fra drengen og gik mod den lille ovn, der varmede rummet. Ingen sagde noget, mens han så til ilden med hurtige bevægelser og smækkede lågen uden at smide mere brændsel på. Hverken Nicolai eller Esther turde sige noget, før han var ude af rummet og atmosfæren var blødere. Selv ovnen virkede varmere, efter at han var gået.
“Måske skal du finde en bedre måde at hjælpe folk på end at lede efter flyvende heste,” sagde Esther så stille, at Peder ikke hørte det.
“Det er ikke heste, mor,” hviskede drengen tilbage, som om løsningen var fundet for længst. Hun rystede på hovedet ad hans stædighed. Han kunne blive til noget stort, hvis han ikke havde alle de idéer.
“Gå ud og sig til din far, at du er ked af, hvad du gjorde ved Nielsines stue.” Esther vidste, at det kunne give en endefuld til drengen, og at gråden ville begynde igen, men det var bedre for alle at få det overstået. “Men, mor…” Han stoppede sætningen og vidste, at det var nyttesløst. Så tog han en dyb indånding og rejste sig med al sin tiårige stolthed. Han kravlede langsomt ud af sengen og gik mod køkkenet.
“Jeg er ked af, at jeg svinede Nielsines stue til,” sagde drengen stille og ventede på farens dom.
“Du laver ikke andet end ballade, og nu har jeg gået byen rundt for at sikre, at ingen mangler det kul, du tog. Det var heller ikke vores, vel, Esther? Og dæk nu ikke for knægten.” Esther rystede på hovedet og stillede sig i døren. Nervøs for, at Peders vrede var for meget. Det havde været en skamfuld situation at skulle rundt til folk og spørge, om det var fra dem, ungen havde stjålet kul. Men ingen havde manglet noget.
“Jeg gjorde det jo bare for at hjælpe,” prøvede Nicolai.
“Hent riset,” afbrød Peder og rakte hånden ud. Drengen gik mod døren, tog birkeriset og lagde det i sin fars hånd.
“Normalt ville dette være løsningen.” Peder holdt riset op foran Nicolai. “Men Nielsine vil hellere have, at du hjælper med at gøre rent.” Faren lagde riset fra sig. “Og når du nu er så glad for kul, bliver det din opgave at hente det ude i skuret resten af vinteren.” Nicolai skulle lige til at brokke sig over straffen, da han fik øje på riset på bordet.
“Du kan starte med det samme,” sagde Peder og pegede på den næsten tomme balje i den anden ende af køkkenet. Nicolai kunne ikke længere holde sin utilfredshed tilbage.
“Voksne er dumme. Fra nu af vil jeg kun hjælpe børn,” sagde Nicolai. “Og jeg vil aldrig give dem kul.”